Stemmestyring i
al dente, Harald Tandlægerne Sønderåparken Vejle

Tandplejerne hos Harald Tandlægerne, Sønderåparken Vejle, begyndte at anvende stemmestyring i forsommeren 2023. Den beslutning har de ikke fortrudt, for stemmestyring giver tandplejerne frihed og tryghed, når de ikke er afhængige af, at en klinikassistent har tid til at hjælpe med indtastningerne.
Nedenfor kan du læse klinikkens erfaringer.
Kira Møller-Hansen
Tandplejer
Hvad synes du om stemmestyring af PA i al dente?
Jeg er glad for stemmestyring og bruger det altid, medmindre jeg bare skal registrere et enkelt eller to mål. Stemmestyring gør, at jeg ikke er så afhængig af, at der altid skal være en klinikassistent.
Hvad har stemmestyring betydet for dit arbejdsflow?
Før stemmestyring tastede jeg enten selv registreringerne ind, eller jeg fik hjælp fra en klinikassistent, der kom ind og tastede. Men så bliver klinikassistenterne jo taget et andet sted fra, hvor de måske kunne gøre endnu mere nytte end bare at stå og indtaste. Tidligere skulle jeg i værste fald give patienten en ny tid, hvis der ikke lige var en klinikassistent til rådighed. Jeg kunne ikke nå igennem en fuld PUD på den afsatte tid, hvis jeg selv skulle frem og tilbage og indtaste.
Stemmestyring giver tryghed og frihed, fordi jeg ikke er afhængig af, at en klinikassistent har tid til at komme og indtaste.
Hvordan virker stemmestyring?
Stemmestyring fungerer godt, og værktøjet er hurtigt til at opfange, hvad jeg siger, også selvom der er larm og lyde fra klinikken. Jeg kan sige tallene i den samme hastighed, jeg normalt ville gøre til en klinikassistent.
Hvordan har det været at komme i gang med stemmestyring?
Det har egentlig bare været at kaste sig ud i det, og det har været nemt og hurtigt at komme i gang. Til at starte med havde vi printet en oversigt over kommandoerne, men jeg har faktisk ikke set på det siden første dag, for man lærer hurtigt, hvad man skal sige.
Vil du anbefale stemmestyring til andre?
Ja, helt klart! Jeg var lidt skeptisk inden, for det er man jo overfor sådan noget, for hvor godt virker det? Kan det følge med ens stemme? Skal man hele tiden rette i det? Men når man får det prøvet, finder man ud af hvor nemt det er, og at det jo fungerer supergodt. Alle på klinikken er imponerede over det, og min tandplejerkollega er også glad for det.
Torben Schønwaldt
Tandlæge og partner
Hvorfor besluttede I at få stemmestyring på klinikken?
Jeg blev bekendt med den nye stemmestyringsfunktion på en Klinikejerkonference på Hindsgavl, hvor al dente stod og præsenterede det. Det så smart ud, og jeg kunne se, at vi ved at implementere stemmestyring kunne sikre flere relevante registreringer, fordi det er meget nemmere og hurtigere for vores tandplejere at lave registreringer. For patienternes vedkommende er det også væsentligt rarere, fordi behandlingen foregår i et bedre flow, når tandplejeren ikke hele tiden skal vende sig rundt. Så der er fordele for medarbejderne, for patienterne og for deres tandsundhed.
Omkostningerne til at implementere og drive stemmestyring ligger desuden på et meget acceptabelt niveau.
Hvilke fordele giver stemmestyring på klinikken?
Ideelt set burde tandplejeren – ligesom tandlægen – have en klinikassistent tilknyttet i en lang række sammenhænge, men det er et enormt stort ressourcetræk. Derfor er det jo en stor fordel, at vi med stemmestyring kan bruge klinikassistenternes ressourcer, hvor det giver mest værdi.
Og sådan er det jo i øvrigt med al teknologi, at vi bliver inspireret til at tage det ind, fordi vi kan spare noget tid, og tid er penge.
Hvilke fordele ser du i at implementere digitale værktøjer?
Digitale værktøjer hjælper os til at effektivisere nogle arbejdsgange, men det er vigtigt for os, at vi kan opretholde samme eller bedre resultater. Med al dente stemmestyring opnår vi både en tidsbesparelse og en kvalitetsforbedring.
al dente har virkelig fat i noget rigtig, rigtig godt med det her stemmestyring. Jeg er meget tilfreds med, at vi har implementeret funktionen, og jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke er vejen frem på en lang række andre områder, eksempelvis diagnostik i det hele taget - ikke kun taldiagnostik som det her, men også patologisk diagnostik.
Jeg er stor fortaler for AI i det hele taget, og det bliver virkelig en game changer inden for sundhedsvæsenet.
Hvilke tilbagemeldinger får du fra personalet?
Jeg præsenterede løsningen for tandplejerne på et morgenmøde, og spurgte dem, hvad de tænkte om at implementere stemmestyring. Det var vigtigt for mig, at det var noget, de kunne tænke sig at arbejde med, for det er dem, der skal sidde med det.
Efterfølgende har jeg kun fået positive tilbagemeldinger. Tandplejerne er rigtig, rigtig glade for stemmestyring og synes, at deres arbejde er blevet nemmere.