Præparation til fuldkeramiske restaureringer

Formålet med at præparere en tand er at gøre plads til restaureringsmateriale, det være sig plast, amalgam, guld, keramik osv. Nogle gange skal en stor del af tanden præpareres, og andre gange involverer præparationen en mindre del af tanden. Uanset om der mangler meget eller lidt tand, skal præparationen fjerne så lidt tand som muligt.

Tekst, foto og grafik: Tandlæge Jacob Slavensky, Sorø Tandklinik

De keramiske materialer er for en stor dels vedkommende translucente i større eller mindre grad. Den øgede translucens sker på bekostning af styrken. Der sker i øjeblikket en rivende udvikling, hvor zirkonium bliver mere og mere translucent, samtidig med at det beholder en forholdsvis høj brudstyrke. 

De glaskeramiske materialer, fx Empress og eMax Press/CAD, kan derudover bondes kemisk til cementen, som igen kan bondes til tanden. Nogle plastcementer indeholdende MDP kan også bondes til zirkonium.

Materialernes translucens, styrke og muligheden for bonding (i varierende grad) giver os mulighed for meget skånsomme præparationer. Særligt ved ikke-misfarvede tænder/stubbe kan det være en fordel med en skånsom præparation, da tandens egen farve skinner igen. Det giver mulighed for supragingivale præparationsgrænser. Guld har tidligere været regnet for at være et skånsomt materiale i forhold til hvor meget tand, der skulle fjernes. Nu kan vi med fordel ofte bruge keramiske materialer i stedet. 

Zirkon-laminatkrone – stelprøve: Okklusion palatinalt på 1 + 1 i ren zirkon.
Zirkon-laminatkrone – stelprøve: Okklusion palatinalt på 1 + 1 i ren zirkon. 

Keramiske laminatkroner (fx zirkonium inderkerne med dækporcelæn) kan bruges på samme måde som metal-keramiske kroner, dvs. med zirkonium/metal palatinalt lingualt. Dvs. det er ikke nødvendigvis indiceret med en kraftig palatinal/lingual præparation med disse kronetyper eller broer for den sags skyld.

Overordnet set er indikationen for fuldkeramiske restaureringer stort set den samme som metal-keramik, med undtagelse af kroner med attachments. Brugen af lange brospænd kan også diskuteres.

Eksempler på supraingivale præparationsgrænser

Udstyr

Personligt er jeg meget be­gejstret for at bruge opgearingsvinkelstykke. Jeg føler, det giver en god kontrol, høj torque og en mere jævn præpara­tion. Desuden bruger jeg også et blåt vinkelstykke med FG-fatning til at fin­polere præparationen. Mange tandlæger bruger air-rotor til præparationer og kan lave fine præparationer med disse.

Derudover bruger jeg lupbriller med LED lys for at få lyset det rigtige sted, dvs. der hvor jeg ser. Jeg har i mange år brugt lupbriller med 2,5 x forstørrelse, som jeg synes fungerer virkelig godt. Det giver en dejlig ro at kunne se skarpt og tydeligt.

Der findes forskellige former for borsæt. De kan være udviklet af forskellige tandlæger og følge denne tandlæges filosofi. Nogle borsæt lægger op til, at man laver en standardiseret præparation med fokus på effektivitet og hastighed. Jeg mener ikke, man altid bør tilstræbe at lave en standardpræpara­tion. Tænder er meget forskellige, og der vil være forskellige faktorer, der afgør, hvordan tanden skal præpareres. I stedet for at tale om en standardpræparation, synes jeg, det giver mere mening at tale om nogle præparationsprincipper. 

Præparationsprincipper

Præparationsprincipper

Afslutningen på præparationen bør være en chamfer/afrundet skulder i varierende bredde afhængig af situationen. Mest mulig af præparationen bør holdes i emalje hvis muligt, da vi kan bonde forudsigeligt stærkt og længe til emalje (gælder især glaskeramik såsom Empress og eMax Press / CAD). Jo mere af præparationen, der er i emalje, jo mindre behøver vi at tænke på mekanisk retention. Derudover skal alle indre kantvinkler være mest muligt afrundede, så kærvsnit undgås. Præparationen skal være jævn, glat og “flydende” og bør poleres med en poleringsdiamant eller tilsvarende. Der kan med fordel afsluttes med en endnu finere polering, fx med en plastpolerer. Fordelen ved den fine polering er, at præparationen bliver lettere at aflæse, men der opnås også en højere bindingsstyrke til en glatpoleret overflade end til en mere ru overflade.

Ukorrekte præparationer

Det er vigtigt at undgå 90 graders vinkel mellem præparationsgrænsen og den aksiale del af præparationen. “Fiskekrog” (J-Hook) skal undgås, da det kan give problemer med at få restaureringen på plads. Under­skæringer, parallelle vægge, divergerende bropiller skal selvfølgelig også undgås. På disse måder adskiller præparation til en fuldkeramisk restaure­ring sig ikke væsentilgt fra de vante præparationer til metal-
keramiske kroner og guld.  

Prærationsguides sikrer en skånsom præparation

Alle tandlæger har prøvet at få et opkald fra teknikeren om, at der ikke er plads nok. Et sådan opkald griber altid forstyrrende ind i dagen. Derfor sidder det ofte i baghovedet på os tandlæger, at vi skal huske at tage nok af, så teknikeren har plads nok. Men hvis det er vores tankegang, hvordan sikrer vi så, at vi ikke tager for meget af?

For at sikre den mest mulige skånsomme præparation er det en fordel at arbejde med forskellige former for præparationsguides i silikone.  Mest optimalt laves disse guides udfra en opmodellering. En opmodellering sikrer enighed med patienten om udseendet på de(n) fremtidige restaurering(er). Herefter kan der evt. fremstilles en 3D mock-up, der præpareres igennem. Dvs. når man arbejder ud fra en opmodellering, arbejder man i virkeligheden ud fra et prædefineret mål, der er enighed om. Det giver en meget større mulighed for succes og i hvert fald også mulighed for en mere skånsom præparation, da der ved hjælp af opmodelleringen og silikoneguides hele tiden er overblik over, hvor meget tand, der er fjernet. Vi fjerner altså alt gætværket og de usikre estimater. Dvs. ved denne fremgangsmåde er vi sikret, at vi ikke fjerner for meget tand men kun så meget, der er behov for.

Hvis man benytter sig af disse hjælpemidler (silikoneguides), er det pludselig ikke så vigtigt, hvilket borsæt man anvender. Man kan hele tiden se, hvor meget eller hvor lidt tand, der er fjernet. 

3D mock-up

Min personlige præference

Personligt kan jeg bedst lide lange diamantbor med en taper på 6 grader, som er afrundede i spidsen. Diameteren er forskellig afhængig af situationen men ofte omkring 0,6-1,0 mm. Jeg bruger også forskellige former for dybde markeringsbor okklusalt og facialt. Den okklusale/palatinale beslibing laver jeg med en fodboldformet diamant. Præparationsgrænsen går jeg efter/polerer jeg med en end-cutter i passende diameter. Alle borene har jeg i både medium grit og med rød ring til polering.

Eksempler på velegnede præparationsdiamanter

Min præparationsteknik til en krone eller onlay (som jeg næsten altid tilstræber) er altid først at åbne approximalrummene (Fig. 1). Derved får jeg mulighed for at lægge en lilla fiber i pochen med det samme (Fig. 2-3). Herved skubbes gingiva en smule apikalt, og risikoen for traume er mindre. Herefter følger den okklusale reduktion (Fig. 4-5).

Jacob Slavenskys præparationsteknik

Derefter den perifere/gingivale præparation (Fig. 6-9) og sluttelig forbindes/afrundes overgangen mellem den gingivale og okklusale del af præparationen (Fig. 10). Hvis der er behov for det på dette tidspunkt, lægger jeg en ekstra fiber i, typisk en blå (Fig. 11). Herefter tages aftrykket. 

Jacob Slavenskys præparationsteknik

Vil du vide mere?

Tag med på Jacob Slavenskys kursus Helkeramik på naturlige tænder. 
Ring og tilmeld dig på 87 68 16 11 eller på nordenta.dk 

Tid og sted
4. oktober 2018, kl. 16.30-21.30
Nordenta, Hørning 

11. oktober 2018, kl. 16.30-21.30
Glostrup Parkhotel

Læs mere her!