Tandsundhed i den gamle tobaksfabrik

Tag med til Svendborg, hvor vores indretningskonsulent har været på en spændende opgave i en gammel tobaksfabrik.

Vi sidder midt i den sydfynske hovedstad, hvor smalle, brosten­toppede gader danner rammen om et rigt kulturliv og hverdagen for de cirka 28.000 indbyggere. Svendborg er kendt for sin søfart men også for tobak.
Og det er netop en gammel tobaksfabrik, der i foråret 2017 fik nyt liv som Svendborg Sundhedshus. Her holder tandlægerne Thomas Nøhr, Mads Hørmand og 11 medarbejdere til i deres nye klinik, Svendborg Tand & Implantatcenter, der blev til i tæt samarbejde med Nordentas indretningskonsulent.  

På pletten fra start

De to tandlæger mødte hinanden på Tandlægeskolen sidst i 90’erne, og da de med eksamensbeviset i hånden igen befandt sig i Svendborg, stiftede de i fællesskab med tre andre tandlæger kvalitetscirkelen ”De unge tandlæger”. Foreningen eksisterer stadig i dag, hvor det faglige parløb nu har ført de to ud i et helt nyt samarbejde. ”Da jeg hørte, at der skulle bygges et sundhedshus, kunne jeg se nye muligheder, så jeg kontaktede straks kommunen,” fortæller Thomas Nøhr, der blev belønnet for sin hurtighed og sammen med klinik­partneren Mads Hørmand fik lov at være førstevælger på lokaler i den store bygning. ”Jeg kan tydeligt huske den første gang, vi så bygningen. Det var et kæmpe betondæk, hvor vi gik rundt og forestillede os, hvordan klinikrummene kunne placeres." "Det var en sjov oplevelse,” supplerer Mads Hørmand, der lidt hovedkulds kom ind i kliniksamarbejdet. ”Jeg var for nylig blevet skilt fra min daværende hustru, som jeg også delte klinik med. Så jeg kiggede mig allerede omkring efter nye lokaler, da Thomas ringede og fortalte om projektet her. Derfor hoppede jeg på med det samme.”

Stor eller større?

Etableringen af den nye klinik tog for alvor fart efter et møde med indretningskonsulent Peer Schneevoigt i Nordentas showroom i september 2016. Men på daværende tidspunkt var klinikkens størrelsen endnu ikke skrevet i sten, og Mads Hørmands private omstændigheder gjorde, at Thomas Nøhr måtte løbe en ukendt risiko. "Jeg var midt i min delingsproces, så spørgsmålet var, om klinikken skulle have den oprindelige størrelse eller udvides med plads til mine tre stole,” fortæller Mads Hørmand. ”Jeg løb faktisk en risiko,” supplerer Thomas Nøhr og fortsætter. ”Mads sagde til mig - ”Jeg er med, men du kan ikke få en underskrift før om et halvt år.” Så jeg tilkøbte de ekstra 75 kvadratmeter uden helt at vide, om vi i realiteten kunne fylde det ud.
Det betød, at vente­værelset blev noget større, sterilisationen blev større, vi købte ny opvaske­maskine, ny ekstra autoklave, ekstra DAC osv. For jeg satsede jo på, at Mads kom” smiler Thomas Nøhr. Det endte med cirka 300 kvm og 7 klinikrum, og det er helt perfekt – både i forhold til antallet af patienter men også i forhold til arbejdsmængden.
”Vi føler, vi har ramt rigtigt med størrelsen. Det handler også om at vurdere klinikstørrelsen i forhold til hvor meget tid, der skal bruges på administration og alt det, der er udenom behandlingen. Bliver klinikken meget større, skal vi overveje, om vi skal have administrative medarbejdere, og det en ret stor lønomkostning, som ikke genererer andet. Vi er i dag 13 på klinikken os selv inklusive, og det er fint, som situationen er lige nu,” konstaterer Thomas Nøhr. 

Ny klinikkultur

De to tandlæger slog dørene op til den nye klink den 1. marts 2017, og godt et års tid efter er de stadig enige om, at beslutningen var den helt rigtige. ”Det var et godt match fra starten. Vi kendte hinandens holdning til faglig kvalitet og teknisk interesse for udstyr. Jeg var overbevist om, at vi så meget ens på de områder,” fortæller Mads Hørmand, og Thomas Nøhr supplerer. ”Vi var samme sted i livet i forhold til karriere, og det passede bare rigtig godt.” Selvom de to tandlæger faldt i hak fra starten, havde de også to personalegrupper at tænke på.
De havde nemlig bragt hvert deres personale med ind i det nye samarbejde, og sådan en proces kan danne grobund for både frustrationer og konflikter. Men det blev de to tandlæger forskånet for, og de har et klart bud på hvorfor. ”Det er gået over al forventning med at bringe de to grupper sammen. Jeg tror især, det skyldes, at vi havde de samme værdier på vores tidligere klinikker,” siger Mads Hørmand, og suppleres af kollegaen. 
”Det har været rigtig fint at starte på samme tid, så den ene gruppe ikke havde patent på klinik­kulturen.
I og med at vi er startet op samtidig, har personalet i fællesskab skullet blive enige. De har bl.a. sammen besluttet, hvad der skal være i hvilke skuffer, og hvordan vi vil køre de forskellige procedurer. På samme tid er der også kommet nye retningslinjer med NIR, så vi alligevel skulle integrere meget nyt i den daglige rutine. På denne her måde har personalet sammen kunnet finde ud af, hvordan de ville gøre det,” fortæller Thomas Nøhr.

Solgt fra dag 1

Med personalegruppen godt på plads har de to tandlæger tid til at kigge tilbage på klinikkens start og hele indretningsprocessen, hvor de fik hjælp af Nordentas indretningskonsulent.
”Jeg var solgt fra dag 1! Jeg synes det, Nordentas indretningskonsulent Peer Schneevoigt har tegnet og lavet, er så rart at komme ind i. Det er en kæmpe forskel fra min gamle klinik, der var i flere etager med tunge gardiner og gulvtæpper. Hele processen har været meget positiv og professionel,” siger Thomas Nøhr og fortsætter. ”Peer og vores Nordenta-tekniker Tonny har været så flinke at tage de ugentlige byggemøder med entreprenører og arkitekter. Så det har været ekstremt smertefrit at få etableret klinikken. Vi har løbende fulgt med, men vi har ikke været meget inde over. Det er et rigtig fint projekt, og jeg bliver glad hver gang, jeg kommer herind. ”De to tandlæger håber også, at klinikkens placering i det kommunale sundhedshus kan kaste fordele af sig. ”Der kommer en stor gruppe af borgere i huset for at få vejledning omkring diabetes, rygestop, fedme osv. Man kan jo håbe, at de opdager vores klinik, for folk med diabetes kan godt have brug for at blive fulgt tæt af en tandlæge,” siger Mads Hørmand og fortsætter. ”Man har fundet ud af, at parodontitis og diabetes har en gensidig  påvirkning. Hvis man behandler en diabetikers parodontitis, oplever man faktisk, at de bedre kan styre deres diabetes. Så det er sådan et samarbejde, man måske kan overveje i fremtiden”.

Personalet er halvdelen af oplevelsen

Som patient i Svendborg Tand & Implantat­center kan du få lavet næsten alt, og det virker som om, budskabet har spredt sig i og omkring Svendborg. Med usædvanligt mange positive anmeldelser af klinikken på Facebook og en pæn portion nye patienter, har de to tandlæger og personalet rygende travlt. ”Vi troede, vi ville få mindre travlt, nu vi har slået to klinikker sammen, men virkelig­heden er faktisk den stik modsatte,” fortæller Thomas Nøhr og fortsætter, ”der er kommet nye patienter – men også mere ”tunge” patienter. Når man bor på 2. sal uden elevator, som jeg gjorde før, afskærer man sig fra en vis kundegruppe. Nu kan vores patienter også tage deres gamle forældre med.” Men de to tandlæger er enige om, at succesen ikke kun skyldes dem men tilfalder hele teamet. ”Vi vil gerne have, at vores patienter føler, at de ikke kan få en bedre behandling andre steder. Heldigvis har vi nogle superdygtige piger på klinikken. De er halvdelen af op­levelsen, og det skal vi ikke glemme,” slutter Thomas Nøhr.