Nordenta Fair i hjemlige omgivelser

Det er let at invitere sine gæster ud, hvor maden spiller, og der ikke skal ryddes op inden. Inviterer man derimod hjem, er der risiko for, at saucen brænder på, og værtsrollen kræver en indsats. Men vi tror på, at det giver en anden oplevelse at invitere gæster hjem - man gør sig umage, skaber fælles minder og giver noget af sig selv. Alt dette vil vi gerne give vores kunder og leverandører, og derfor ryddede vi igen i år vores skriveborde til Nordenta Fair og inviterede hjem til os.

Deltagerboom i Glostrup

I Hørning og Glostrup havde vi tilsammen fornøjelsen af mere end 700 glade gæster – og i Glostrup satte vi i år deltagerrekord. De mange gæster nød dagene med kurser, gode dialoger med leverandører, vores egne medarbejdere og ikke mindst hinandens selskab.

I år testede vi et helt nyt madkoncept ”Nordenta Street Food”. Maden var god – logistikken omkring frokosten var knap så god, og her kan man tale om, at ”saucen brændt på”. Det gik ikke som planlagt i Hørning, og det lærte vi af, så konceptet ugen efter i Glostrup forløb lige efter bogen. Der er altid plads til forbedringer, og det er netop én af grundene til, at vi hvert år skruer lidt på knapperne for at gøre oplevelsen endnu bedre for vores gæster.

Vi ved, at mange har været trofaste besøgende gennem de sidste mange år, og i det følgende kan du høre to klinikker fortælle, hvad der gør Nordenta Fair specielt, og hvorfor de kommer igen.

Derfor kommer vi til Nordenta Fair

Tandlægerne Fiolgade
Tandlægerne Fiolgade: 
Ida Magnussen, Lone Mortensen
Tandlæge Olesen i Brønshøj: Glusoom Kazimi

”Vi har været til Nordenta Fair gennem mange år, og det er altid en hyggelig dag. Vi kommer for at hente ny inspiration og se de nye produkter, som måske kan gøre vores hverdag lettere. I dag har vi faktisk fundet lige præcist sådan et produkt, så det var hele turen værd.
Vi har lukket klinikken hele dagen og bruger det som en god anledning til at være sociale og møde vores kolleger fra branchen. Vi er altid på Scandefa, men Nordenta Fair er mere intimt og nede på jorden. Der er tid og gode muligheder for at tale med leverandørerne.

Vi har været på to kurser ”Livreddende førstehjælp” og ”Behandling af det slidte og syreskadede tandsæt med plast”. Budskaberne på begge kurser var korte og præcise, og der var meget information, som vi kan tage med hjem på klinikken. Generelt er Nordenta gode til at finde kursusgivere, der er dygtige formidlere og samtidig helt nede på jorden. Vi kommer igen næste år.”  

Gl Kongetand
Gl Kongetand
: Tina Winkel, Vicki Skinnerlykke, Lulu Motzfeldt

Vi fangede kollegerne Tina Winkel, Vicki Skinnerlykke og Lulu Motzfeldt sidst på dagen, mens deres kollega var til minikursus om blegning.
”Det har været en rigtig god dag. Nu er det langt fra første gang, vi er her, men der er altid noget nyt at komme efter. I dag har vi været hele huset rundt, så vi har besøgt både showroom, værkstedet og Nordenta LAB, hvor vi kiggede på snorkeskinner og hørte om hele LAB konceptet. Det er nemt, når det hele er samlet under ét tag. Vi har også været på kurset ”Livreddende førstehjælp”, men vi kunne godt ønske os et lidt større kursusudvalg til klinikassistenter.

Vi bruger dagen til at kigge på nye produkter, men vi nyder også alle sammen at være sammen uden for klinikken og få noget lækkert mad – maden i år var helt vild god.”

Tak for nu

Vi siger tak til alle gæster og leverandører for to dejlige dage og glæder os til åbne dørene igen næste år!